Ægteskabet er slut, men flokken består……

Jeg har tidligere skrevet et blog indlæg, som handler om dine, mine og vores børn. Efter denne weekends oplevelse har jeg lyst til at skrive et indlæg om hvordan flokken, læs familien, består selvom ægteskabet mellem to voksne mennesker er afsluttet.

I sidste weekend var jeg til min gudsøns konfirmation. Det var en skøn dag med masser af nærvær, god stemning, dejlige mennesker og ikke mindst et forældrepar, som selvom de er skilt, stod sammen og holdt sammen på den flok de stadig er, selvom den i dagligdagen er adskilt. Jeg undlader bevidst at skrive familie og bruge ordet i flok i stedet for. En flok kan defineres på forskellige måder. Til brug for dette indlæg definerer jeg en flok, som et forældrepar, som har et eller flere fælles børn. Flokken kan udvides hvis forældrene til børnene bliver skilt og der evt. kommer nye voksne og nye børn til.

Der er sikkert mange som har oplevet at blive inviteret til en fest, hvor man ikke har set gæsterne i mange år. Man er både spændt men måske også bekymret og nervøs for, hvordan gensynet bliver. Er de glade for at se en, har vi stadig noget tilfælles, kommer samtalerne til at flyde, eller bliver det frygteligt pinligt og akavet det hele. Jeg var ikke bekymret for denne konfirmationsfest, jeg følte mere en blanding af nervøsitet og spænding. Min familie og jeg havde ikke set faderen til konfirmanden siden de blev skilt for snart 5 år siden, så hvordan ville det møde blive? hvordan ville de to forældre klare rollen, som forældre til deres fælles barn, nu hvor den voksne kærlighed mellem de to var slukket? Dette var blot nogle af de spørgsmål, der blev vendt og drejet flere gange i mit hoved inden dagen oprandt.

Heldigvis klarede begge forældre det flot. Gensynsglæden var stor og det var rart at der ikke opstod pinligheder i samværet og snakken flød lystigt på tværs af de to ”fløje”. Uoverensstemmelserne, genvordighederne og den mulige bitterhed var begravet og man fornemmede kun et fælles oprigtigt ønske om, at på lige netop denne dag, skulle forældreskabet være i centrum, og alt andet blev lagt på hylden i våbenhuset inden den kirkelige handling. Man fornemmede underliggende følelser af sårbarhed, vemod og positive minder om tiden der var engang. I korte momenter mærkede jeg en længsel efter, at kunne skrue tiden tilbage, så alting var ved det gamle, velvidende at det gamle ikke fungerede og ikke var det glansbillede, som gæsterne til denne fest varmede sig ved. Man havde allermest lyst til at stoppe tiden og vedblive med at være tilskuer til denne på mange måder glædelige begivenhed og deltager i en fest, hvor atmosfæren var varm, rolig og tryg.

Det er kotume her i landet at til fester hvor der er stor risiko for at det bliver akavet eller pinligt, bliver der allerede ved velkomsten hældt masser af alkohol på gæsterne, for på den måde at forsøge at forhindre den pinlige tavshed eller den akavethed man tit kan føle når vi som gæster ikke er fuldkommen på hjemmebane. På denne solskinsrige første søndag i maj, var dette ikke tilfældet. Også her havde forældrene valgt den ansvarlige linje. Alkoholen flød ikke i stride strømme men i moderate mængder, som efter min mening gjorde at vi fik lov til at føle, og opleve den varme og den positive energi luften var ladet med.

Denne første søndag i maj, kan måske blive en ny begyndelse for denne lille flok. Nu har der i 5 år været afstand og adskillelse. Hvis de største sår nu er helet og sorgen over at kærligheden ikke varede ved, er aftaget, kan der spire et sammenhold, som ikke let kan brydes. Et sammenhold som er vigtigt i forhold til børnene, således de undgår at føle sig alt for splittede og svigtede over forældrenes beslutning om, at ægteskabet skulle afsluttes. Et er man vælger at ægteskabet ikke varer til døden os skiller. Man har dog stadig et fælles ansvar for børnene. De er et produkt af tidligere valg og disse valg kan ikke omgøres. Det ansvar bliver for mange fraskilte tungere og sværere at administrere, når man bliver skilt. Man har måske ikke noget ønske om at have samvær med ex-partneren, der kan stadig være følelser af både sorg, svigt og rester af kærlighed tilbage. Ikke desto mindre har begge forældre stadig et fælles ansvar og en stor fælles opgave – at være fælles om de børn man har valgt at få. Det er ikke muligt at fravælge sine børn, når de først er kommet, så forældreskabet består.

Jeg blev utrolig stolt af min bedste veninde og hendes ex-mand. Jeg synes det er så dejligt, men efterhånden sjældent at vi voksne rigtigt formår at sætte os selv på bagsædet og lade børnene være centrum. Lade vore egne egoer blegne for en stund for at forældreskabet kan komme i centrum for vores beslutninger.

Jeg har selv stået i tilsvarende situation og synes selv vores flok, som består af far + ny kone + fælles barn, mor + ny mand + fælles barn, klarede det flot, så flot at vores flok stadig består og med glæde mødes til de begivenheder der kommer med jævne mellemrum op gennem et menneskeliv. I vores flok holder vi sammen og hjælper hinanden, vi kommunikerer jævnligt og den største glæde er at vores datter kun husker det altid har været sådan. Så må vi da have gjort noget rigtigt…..

Hvis du/i har brug for hjælp til at få samlet flokken, så kontakt mig på tlf. 51889852 eller på mail: hskierkegaard@gmail.com

Jeg glæder mig til at møde dig

De bedste hilsner

Hanne

 

 

 

Dine, mine og vores børn – skilsmisse

Over de seneste år er der sket store forandringer i måden vi tænker familie på. Nu er en familie ikke kun far, mor og fælles børn. En familie kan lige så vel bestå af en far, hans børn, en mor og hendes børn samt fælles børn, eller 2 mødre og fælles børn og …… Der er faktisk ikke grænser for hvordan en ”rigtig” familie kan se ud i Danmark anno 2015. Det er kun fantasien der sætter grænser. Ca. 49% af alle ægteskaber der indgås, opløses igen. Derfor kan man med rimelighed sige, at det efterhånden er ”normalt” at være skilsmissebarn.

Hvilke udfordringer møder man så ofte i familier med sammenbragte børn?

En af de første udfordringer kan være at opnå en rimelig relation til den nye partners børn og selv føle at egne børn bliver behandlet på en måde, man synes er mere end blot acceptabel. Hvorledes det opnås er på ingen måde standardiseret og selvom der er skrevet enorme mængder af litteratur på området, mener jeg det stadig kan være et felt som er svært at navigere i. Min egen erfaring fra min bekendtskabskreds er, at billedet er meget broget. Nogle par klarer opgaven flot. Børnene trives hurtigt med den nye partner og selvom der opstår udfordringer undervejs, løses de vha. de voksnes evne til at tage ansvar, være grænsesættende og håndtere børnene med en modenhed, der gør at børnene føler sig trygge i at overgive ansvaret for deres ve og vel til en ny familiekonstellation. At den nye partner har en forpligtigelse til at vise børnene interesse, engagement og væbne sig med tålmodighed siger sig selv. Som voksen har man valgt at indgå i en relation med en partner, som allerede har børn. Dvs. forpligtelsen til at opbygge en god relation ligger hos den voksne. Det kan aldrig blive børnenes ansvar, da de ikke har haft mulighed for at vælge til eller fra. Dermed ikke være sagt at børnene dermed har frie tøjler til at opføre sig som de lyster. Det er ønskeligt at børnene forsøger at samarbejde, at de respektere den voksnes beslutning om, at præsentere en ny voksen i deres liv.

Andre par i bekendtskabskredsen har klaret opgaven mindre godt. Jeg har oplevet at viljen til at ville partnerens børn ikke har været til stede. Det har både været i tilfælde hvor begge parter selv bragte børn ind i forholdet og tilfælde hvor kun den ene part havde børn. I begge tilfælde er det smerteligt og ødelæggende for børnene – de er uskyldige ofre og har ingen værktøjer til at håndtere afvisning og kulde fra et voksent menneske, som de er påtvunget samvær med. Det kan være komplet uforståeligt for andre voksne at sådanne dysfunktionelle forhold kan bestå. Hvorfor siger partneren ikke fra? Hvorfor bliver man i et forhold hvor den ene part ikke ønsker en god relation med ens børn? Svaret er, at der er mange forskellige forklaringer på hvorfor sådanne parforhold varer ved på trods af dysfunktionelle handlemåder overfor børnene. Min erfaring er, at det oftest er kvinden der bliver på trods af hendes nye kærestes mangel på interesse og engagement i hendes børn. Kan en forklaring måske være at single kvinder kan overbevise sig selv om, at livet kun leves fuldt ud med en mand ved sin side? Eller når de finder en kæreste er de nødt til at affinde sig med meget for ikke at blive alene eller forladt igen. Man kan se igennem fingre med meget og ofte er opfattelsen at man selv kan kompensere for manglende opmærksomhed fra den nye partner ved selv at være dobbelt opmærksom. Sådan hænger det dog desværre ikke sammen. Børn er udmærket klar over når de ikke er velkomne. De opfatter hurtigt når de er i vejen, og voksne ikke ”gider” dem. Hvis parforholdet fortsætter og relationen mellem børn og voksne ikke bedres, vil det være skadeligt for børnene. Det vil nedbryde deres tro på eget værd og skabe grobund for dysfunktionelle handle- og tankemønstre senere i livet.

Børn er forskellige og det er den sorg de oplever ved en skilsmisse også. Derfor kan børns reaktionsmønstre være vidt forskellige. Nogle mønstre kan være svære at forstå endsige acceptere, nogle børn er længere om at acceptere at far eller mor har fundet en ny kæreste og drømmen om mor, far og børn for evigt er knust. Alle børn har brug for at blive forstået og rummet. De har brug for at føle sig elsket og at være vigtige brikker i forældrenes liv uanset om forældrene er sammen eller skilt.