Hvor meget og på hvilken måde, skal jeg involvere mig i min søns fritidsaktiviteter. Tilpas meget vil nogen sikkert sige, og jeg er enig. Spørgsmålet er hvor meget eller hvor lidt er tilpas….
Min søn er 12 og et halvt og har forskellige fritidsaktiviteter. Han spiller cello og saxofon, går til svømning og løber sammen med sin far. Derudover spiller han i orkester 1 gang om ugen, så man kan vel sige, at ugen er fyldt godt op med et varieret udbud af aktiviteter. Det synes både min mand og jeg er vigtigt – således håber vi på, han får nogle sunde interesser og bliver en mand med en nysgerrighed på livet og mod til at give sig i kast med forskellige udfordringer, bl.a. fordi vi som forældre har præsenteret ham for forskellige muligheder.
Så langt så godt…
I flere år har jeg af og til grublet over, hvor meget eller hvor lidt vi som forældre skal interessere sig for børnenes liv og færden på alle områder. Ægte interesse og følgen med i er vel som hovedregel godt, hvornår tipper det så over og bliver for meget? Kan vi som forældre engagere os for meget i vores børn og deres liv? Mange er i hvert fald enige om, at man kan engagere sig alt for lidt, men hvornår er nok nok? Eller endnu vigtigere, hvornår er det godt nok.
Hjemme hos os arbejder vi meget med, at man kan lære langt de fleste ting, hvis man øver sig. Dvs. man ikke skal være god til alt fra begyndelsen, men hvis man sætter sig for at blive god til noget, kan det lade sig gøre ved at øve sig og ikke give op, når man synes det bliver svært. Vedholdenhed og kontinuitet er for mig et af nøgleordene i min ”indblanding” i min søns liv. Dette gælder også når vi taler om hans deltagelse i forskellige fritidsaktiviteter. Jeg forsøger at lære ham at det er fint at lave fejl, for deri ligger muligheden for udvikling, og udvikling sker gennem øvelse.
Derfor tror jeg, det er vigtigt for børn at lære, de kan blive gode til noget ved egen hjælp. Dvs. at de skal have muligheden for at vedblive med at dygtiggøre sin inden for et eller flere områder. Her er det vigtigt, at barnet bliver støttet i ikke at give op, når det bliver kedeligt eller svært. De to ting hænger i øvrigt ofte sammen, rækkefølgen kan varierer. Måske synes barnet at fritidsaktiviteten er kedelig og på den baggrund ikke gider mere, men ofte kan det at noget bliver kedeligt dække over, at det også bliver sværere og sværere. Dette kan forårsage både frustrationer, vrede og irritation, over ikke at kunne mestre aktiviteten hurtigt nok. Her mener jeg det er vigtigt, at vi som forældre, sætter ind og hjælper vores børn med at overvinde disse stadier, så de kan fortsætte med at dygtiggøre sig. Det kan fx gøres ved at forældre engagerer sig i aktiviteten uden at tage over, for bedre at kunne motivere barnet til at fortsætte.
Man har i mange årtier vidst, at de børn som lærer mest i skolen, er dem, der er motiverede for at øve sig, tør fejle og har mod på at gribe udfordringer. Ny amerikansk forskning supplerer med en undersøgelse som viser, at hemmeligheden bag dit barns succes, er dit eget forhold til fejltagelser. Dvs. at vi som forældre har ansvaret for om vores børn udvikler sig til at turde fejle og lære af det og derigennem få styrket motivationen til at lære mere, eller om vi lærer vores børn at fejl er noget der helst skal undgås. Hvis fejl er noget der skal undgås, lærer vi vores børn at det kun er præstationen og evnerne der er vigtige. Derved svækkes motivationen til at lære mere, fordi processen ofte er fyldt med fejl, som gentager sig igen og igen, indtil barnet har opøvet en ny færdighed.
Jeg mener at vi er gode nok forældre når, vi er i stand til at opmuntre vores børn til at øve sig, lave fejl og turde gribe nye udfordringer. Jeg tænker den sunde balance er at give dem lov til at opleve, de kan nå deres mål, hvis de tør snuble på vejen og ikke bliver slået helt ud, men derimod kan samles op igen og fortsætte. Her er vores rolle som gode nok forældre at støtte dem i at blive ved med at turde, også når det bliver kedeligt og/eller svært.